menu

Coaching

Individuel- og gruppecoaching

De unge indføres i simple, letforståelige modeller for hvordan hjernen fungerer, hvordan vaner ubevidst læres, samt aflæres igen, hvad der stresser kroppen og psyken og hvilke virkemidler der kan modvirke det pres der er i dagligdagen.
 
Igennem undervisning, samtale og aktiv inddragen af de unge i diskussionerne, samt praktisk anvendelige teknikker, motiveres og øves den unge i at skabe positive handle- og tankemønstre. Den unge får muligheden for at lære afstressende og fokusskabende meditationsteknikker, afkoblingsøvelser mod rastløshed og forstyrrende tanker, mentaltræningsmetoder og forståelse for konflikthåndtering og relationsmæssige udfordringer.

En hyldest

En hyldest

De heldige lægger det gamle liv bag sig. Tager afsked med de ”uheldige elementer” i deres fortid, men ender med at sidde alene uden nogen som helst idé om, hvordan man skal gribe selv den mindste ting, der bare lugter af ”almindelig dagligdag” an.
 

Hvem samler op? Hvem hjælper én med at komme op på hesten og videre ud mod solnedgangen? Og kan det gøres på 4 timer om ugen?
 

Et nyt liv

Da jeg som begyndelsen til mit nye liv skulle forlade det, der senere skulle blive kendt som ”den sidste døgninstitution hvis adresse jeg nogensinde skulle have stående på mit gule sygesikringsbevis”, lød beskeden fra kommunen, at hvis jeg ønskede en støttekontaktperson, måtte jeg selv finde en. Desværre var der ingen medfølgende forklaring på, hvad en støttekontaktperson var, så jeg endte med at takke nej. Dengang havde jeg et stærkt bagland i form af én yderst kompetent psykolog, der fik mig overtalt til at sige ja tak til en kontaktperson; hun kendte sågar én, jeg nok ville synes om og lagde vægt på, at denne ikke var pædagog. Efter 6-7 år på døgninstitutioner var min skepsis ved pædagoger også mere end almindelig udtalt, så jeg gik med til at mødes med dette bud på en støttekontaktperson.
 

I mellemtiden havde jeg forhørt mig blandt andre tidligere anbragte om støttekontaktpersoner, og ud fra deres udsagn synes jeg ikke det lød videre tiltalende. En lignede udtalelse fra lederen af ”den sidste døgninstitution hvis adresse jeg nogensinde skulle have stående på mit gule sygesikringsbevis” gjorde det klart for mig, at en støttekontaktperson var et individ udvalgt af den maskine vi lærte at kende som kommunen, der kiggede forbi en gang imellem for at tjekke om opvasken nu var blevet ordnet, regningerne blev betalt samt diverse. Er systemet i godt humør, når ens ansøgning om en støttekontaktperson modtages, kunne man få 4 timer om ugen. Med en uge på 168 timer, vil det sige, at man ville kunne få hjælp 6,72% af tiden. Som person med problemer kan det være svært at forholde sig til, at man så skal afholde sig fra at komme på dybt vand de resterende 93,28% af tiden.
 

Mødet med maskinen

Hvordan skal paradokset ”mødes på en café” med en person, der tager afstand fra netop denne type møder, så løbe af? Hun hentede mig på stationen, og sammen kørte vi (i hendes bil) ned til en café i midtbyen. På bilturen fik vi overstået høflighedsformaliteterne: ”jeg hedder…”, ”jeg er så og så gammel” osv.
 

Hun var selvstændig i mere end én forstand; ud over at være socialrådgiver i eget firma, stod hun fast ved det standpunkt, at man ikke lærer noget – hverken om sig selv eller andre – ved at spise frokost på en café med sin støttekontaktperson en gang om ugen. Så sandt, så sandt.
 

Jeg var positivt overrasket. Her var ikke tale om et mekaniseret standardforløb uddelegeret af kommunale kontorfolk. Her var ikke tale om en paragrafbundet robot, der kun var tændt indenfor kontortid. Her var ikke tale om en maskine. Her var tale om et menneske. Et menneske ligesom mig.
 

Overvældet over at snakke med en person, der rent faktisk tog sig af mit svar på spørgsmålet ”hvad har du lyst til?”, endte jeg med at trække mit nej tilbage og meddelte kommunen i en mail adresseret direkte til min daværende sagsbehandler, at jeg havde fundet den rigtige støttekontaktperson.
 

Mennesket bag maskinen

Ud over at blive positivt overrasket over min nye støttekontaktperson, var overraskelsen endnu større, da jeg blev inviteret hjem til hende. Ja, jeg var nærmest overvældet over transformationen fra ”sag” til ”middag”. Så stod jeg dér blandt børn, kæreste og hund, og i min bevidsthed gik hun gradvist fra at være en støttekontaktperson til at være Susanne til at være Sus, mennesket Sus. Hun fik i parentes bemærket ikke lov til at være Susanne i særlig lang tid, da hun gjorde det klart, at hun ikke brød sig om at blive kaldt det, selvom hun omtaler sig selv som Susanne Heller på sin telefonsvarer J.
 

Hendes børn stillede mig spørgsmål, som jeg så vidt muligt prøvede at svare på. De lod ikke til at være bange for mig; jeg var nok mere bange for dem.
 

Besøgene hos Sus tog til, og det gav en vis frihed og tryghed at vide, at der var et menneske, man kunne ringe til, hvis man kom i vanskeligheder – også udenfor kontortid. Selv besøgene lå udenfor kontortid og med tiden blev disse suppleret af overnatninger hjemme hos Sus. Hendes børn begyndte at bede mig om hjælp til lektier, jeg mødte flere af hendes familiemedlemmer og venner, og hen ad vejen faldt det mere naturligt også at ringe til hende for at fortælle, hvornår det gik godt.
 

En familie havde meldt sig frivilligt til at lære mig, hvordan en sådan kan fungere på en ordentlig måde.
 

Efterhånden kom jeg til at møde de andre unge, som Sus var støttekontaktperson for. De hedder på fagsprog ”klienter”, men det skal ikke være en hemmelighed, at disse piger også er mennesker. Selvom møderne med disse piger havde mere eller mindre heldige udfald, havde jeg fået de eftertragtede ”øvelses-venner”. Jeg var deres, og de var mine. Derved gjorde jeg mig bekendt med omgangstonen i forskellige sammenhænge med forskellige mennesker med forskellig baggrund.
 

Menneske med muligheder
 

Hvordan går det så i dag efter at have kendt Sus i snart tre år?
 

Har jeg lært noget, der ikke ville have åbenbaret sig for mig alligevel?
 

Der er forskel på teori og praksis.
 

I praksis har jeg fået lettere ved at skabe en distance til folk, jeg ikke synes om, og kontakt til folk, jeg synes om. Jeg er blevet inviteret med til arrangementer hos Sus’ familie, som min egen end ikke inviterer mig til – det være sig fødselsdage, housewarming og lignende. I praksis har dette gjort, at jeg har haft nemmere ved at omgås min egen familie.
 

I teorien har jeg… – der er ingen teori bag sociale relationer.
 

Man lærer nemmest mennesker at kende ved at omgås dem i deres eget miljø, hvilket også er forklaringen på, at de bedste naturprogrammer ikke bliver skudt i en zoo.
 

Nød lærte mig at spinde, men det var Sus Heller, der klædte mig på til livet.
 

Et liv der dagen i dag byder på et fuldtidsuniversitetsstudie, en lejlighed, et arbejde, solide venskaber og et kompetent og nærværende bagland.

 

Kontakt

Kontakt

Leder:

Susanne Heller, socialrådgiver, telefon: +45 22 95 09 19

Islandsvej 9C, 2800 Lyngby


Map

/